Menu

Pokalfeber - 100.000kr. på højkant

image
26. juni 2017 kl. 12:53

OPDATERET 20-SEP-2017:

Kampene for de fire øvrige kandidater blev afviklet i løbet af aftnen. Da vi var det lavest rangerende hold, så skulle de andre hold vinde for at komme i betragtning til konkurrencen bedste seriehold og dermed gevinsten på kr. 100.000,-. Noget af en mundfuld med tanke på at alle modstanderne spiller i Superligaen.

Kl. 16:30 startede kampene:
Otterup B & IK - Randers
Hedensted IF - Lyngby
Randers scorer i slutning af 1. halvleg og i starten af 2. halvleg og dermed er den kamp afgjort. Lyngby score på samlebånd 3 mål i 1. halvleg, det lykkes dog også Otterup at lave et enkelt mål. I anden halvleg sker der ikke yderligere og det andet seriehold er elimineret.

Kl. 19:00 gik Slagelse B & I - Hobro kampen i gang. Hobro scorede allerede efter 2 minutter og der var aldrig nogen reel spænding om kampens udfald. Slagelse fik dog reduceret til 1-2 i starten af 2. halvleg, men så slog Hobro turboen til og scorede 3 gange til slutresulatet 1-5.

Den sidste kamp mellem Ledøje-Smørum - Brøndby startede kl. 20:30. Brøndby virkede lidt fraværende og Ledøje-Smørum præsterede nogle hurtige omstillinger der ikke var ufarlige. Da Ledøje-Smørum så scorede i det 30. minut lugtede det lidt af en kæmpeoverraskelse. Brøndby fik dog hurtigt udlignet allerede 3 minutter efter. Selv garvede FCK fans i klubben begyndte at holde med Brøndby. De kunne dog ånde lettet op da Brøndby satte tingene på plads i 2. halvleg med hele 4 scoringer til slutresulatet 1-5.

Glæden var stor da vi herved vandt konkurrencen bedste seriehold 2017/18 i DBU Pokalen. Checken på de kr. 100.000,- modtages i Telia Parken Kr. Himmelfartsdag den 10. maj 2018, hvor der spilles finalen i DBU Pokalen.

 

Tidligere vindere:
2016/17: Kjellerup IF
2015/16: Greve Fodbold
2014/15: Varde IF & Greve Fodbold
2013/14: B93
2012/13: Esbjerg IF 92
2011/12: Aars IK
2010/11: Kastrup BK (S1)
2009/10: AIK 65 Strøby (S2)
2008/09: BK Avarta
2007/08: ?
2006/07: ?
2005/06: ?
2004/05: BK Avarta & Næsby
2003/04: ?
2002/03: Prespa & Nivå-Kokkedal
2001/02: ?
2000/01: Ballerup

OPDATERET 19-SEP-2017:

Så oprandt kampdagen endelig mod kæmpefavoritterne Jammerbugt FC, hvilket deres træner Bo Zinck heller ikke lagde skjul på i et interview til lokalbladet NORDJYSKE. Jammerbugt havde dog også noget at have det i, da de i weekenden op til slog Aarhus Fremad 4-1 og dermed blandede sig i topstriden i 2. Division, Pulje 3. Vores drenge var dog meget tændte op til kampen og med en seks timers bustur i benene til Jammerbugt lurede overraskelsen måske. 

Kampen startede som forventet, hvor Jammerbugt pressede og VB 1968 forsvarede sig på fornemste vis. VB 1968 holdt stand i 1. halvleg og kunne gå til pause med resultatet 0-0. Dog kom vi til meget få chancer i løbet af 1. halvleg, så en pludselig scoring af drengene virkede ikke særlig sandsynlig. Jammerbugt fortsatte hvor de slap i 2. halvleg og trætheden begyndte så småt at gøre sig gældende. Dog væltede læsset først i det 72. minut, hvor der sendes en hård bold ind i feltet fra højre side og en forsvarsspillers parering desværre sender bolden i eget net overfor en chanceløs Celal. Drengene kæmper dog videre satser mere fremad og der foretages også tre udskiftninger for at få friske folk på banen. Det giver dog også blottelser i forsvaret og i det 84. minut lykkes det Jammerbugt at score på en dobbeltchance til 0-2. Kampen er reelt tabt på dette tidspunkt og lagt inde i overtiden lukker og slukker Jammerbugt til 0-3. Dog er drengenes indsats trods en svær modstander mere end godkendt. 

DBU lavede også et sammendrag af kampen mod Jammerbugt.

OPDATERET 18-SEP-2017:

Live opdateringer fra pokalkampen (Live updates from cup match) https://www.facebook.com/groups/vaerebrobk/

OPDATERET 5-SEP-2017:

Så starter spekulationerne med hensyn til bedste seriehold nu hvor Husum er ude. Reglerne for bedste seriehold 2017/18:

DBU og Divisionsforeningen giver en præmie på kr. 100.000,- til det laveste rangerende seriehold, som kommer længst i DBU Pokalen.

Serieklubber defineres som klubber, der er kvalificeret til de afsluttende runder i DBU Pokalen via de indledende runder under lokalunionerne. Det betyder blandt andet, at klubber der efter første halvår er rykket ned fra 2. division til Danmarksserien ikke kan vinde præmien, mens klubber som er rykket op fra Danmarksserien til 2. division er med i jagten på ”Bedste seriehold”.

Det er således klubbens status på indtrædelsestidspunktet i turneringen, som er afgørende for klubbens indrangering.
Skulle de tilbageværende serieklubber alle blive slået ud af turneringen i samme runde, går præmien til den klub, der er lavest rangeret på indtrædelsestidspunktet. Skulle flere klubber på samme niveau blive slået ud af turneringen samtidig, så deles præmien.

Følgende serieklubber (angivet med indrangering på indtrædelsestidspunktet) er fortsat med i DBU Pokalen:
VB 1968 (Serie 1) - Jammerbugt (2. Division)
Hedensted IF (Jyllandsserien) - Lyngby (Superligaen)
Slagelse B & I (Sjællandsserien -> Danmarksserien) - Hobro (Superligaen)
Otterup B & IK (Albaniserien) - Randers (Superligaen)
LSF (Danmarksserien) - Brøndby (Superligaen)

Dvs. at hvis de tilbageværende serieklubber alle bliver slået ud af turneringen i 3. runde, går præmien til den klub, der er lavest rangeret på indtrædelsestidspunktet. Med andre ord VB 1968 indkasserer kr. 100.000,- 

OPDATERET 4-SEP-2017:

Vi trak Jammerbugt FC fra 2. Division, der er kommet godt fra start i turneringen. Desuden slog de 1. Divisions topholdet Vejle Boldklub 3-1 i DBU Pokalens 2. runde. Ingen tvivl om det bliver em kæmpe udfordring og Jammerbugt FC er MEGA kæmpefavoritter. Kampen spilles tirsdag den 19. september kl. 16:30 på hjemmebane. Mød op og støt drengene for det får de virkelig brug for...

OPDATERET 3-SEP-2017:

Vi trak Næsby fra 2. Division, et hold der er kommet skidt fra start med fire nederlag i streg. En kamp Næsby SKAL vinde, men vi vil selvfølgelig gøre alt for at der kommer grus i maskineriet. Planen var at holde dem væk fra en scoring så langt tid som overhovedet muligt. Vi håbede så på at de enten fik gummiben eller vi kunne straffe dem på en hurtig omstilling. Desuden satsede vi på at holde spillerne på bænken så længe som muligt, så vi kunne sætte tre friske spillere ind i slutfasen. Da vi ikke har lysanlæg på banen skulle den afvikles allerede kl. 17:30 den 29. august, hvilket betød at Næsby skulle afsted fra Odense tidligt om eftermiddagen. Det kostede Rasmus Skovgaard's deltagelse, da han skulle til jobsamtale om eftermiddagen. Godt for os da Rasmus havde scoret fire mål i de to sidste kampe. Desuden var Anders Nielsen stadigvæk ude med en ankelskade.

Næsby startede kampen med at sætte os under pres, men vi forsvarede os godt og efter 15. minutter stod den stadigvæk 0-0. Desuden havde vi et par store chancer. Alt gik indtil videre efter planen. 10 minutter senere havde Næsby en kæmpechance, men der afsluttedes direkte på Celal. Næsby fortsætter presset og havde et skud lige forbi mål. Efter en halv time havde Værebro en kæmpe chance og målmanden parerede med nød og næppe til hjørne. Stadigvæk 0-0 og tilskuerne begynder at tro på overraskelsen. Værebro havde nu flere kæmpechancer og under et angreb sparkes bolden på tværs af feltet og en Næsby spiller parere og bolden går i eget mål til 1-0 i det 35. minut. Stor jubel blandt vores tilskuere, skal vi virkelig gå videre til 3. runde for første gang i klubbens historie. Værebro fortsætter med at skabe chancer. Vi skal dog passe på bagude, da Næsby er sindsyg hurtige på omstillingerne. Endnu en stor chance til Værebro og 5 minutter efter fløjtes der til pause. Flot og disciplineret indsats af Værebro. Desuden må vi konstatere at Næsby er mærket af den dårlige sæsonstart, da de mangler den sidste skarphed i angrebet.

Næsby starter 2. halvleg bedst, men vi forsvarer os godt. Så får vi tilkæmpet os et frispark lige uden for feltet. Bolden rammer muren og kort tid efter har vi et farligt forsøg. Ercan har også et forsøg lige forbi mål. Næsby sætter tempoet yderligere op vi er under et anseligt fysisk pres. Stor chance til Værebro efter en flot kontraaktion af Mourad. Endnu et hjørne til Næsby og atter får Værebro afværget. Frispark til Værebro på en hurtig kontra. Næsby presser og Værebro er farlige på kontraerne, men heldigvis er Næsby uskarpe i afslutningerne. Alle er ved at være godt brugte og med 15. minutter tilbage begynder vi at foretage udskiftninger. Først Røde ind i stedet for Jeppe, så Benja i stedet for Christo og tilsidst Jolle ind i stedet for Ali-Hassan. Så har Trix ikke flere på udskiftningsbænken. Poooha det bliver en spændende afslutning. Næsby er ved at miste troen og Værebro har da også den største chance i slutfasen. To minutter senere fløjter dommeren kampen af og OVERRASKELSEN er en realitet! Sindsyg kamp hvor Trix's plan lykkedes 100%. En rigtig fair kamp begge hold har stor ære af uden brok og anden usportslig optræden. Desuden rosende ord til dommertrioen med Christian Hansen i spidsen samt de to liniedommerne Andreas Barnewitz og Constantin Ilie der håndterede kampen på glimrende vis og efterlader et rigtig godt indtryk.

AB tabte på udebane 2-1 til Slagelse, det tidligere FC Vestsjælland så det var ikke nogen nem modstander. Så for første gang i klubbens historie kan vi smykke os med titlen Pokalkonger i Gladsaxe.

Nedtællingen er i fuld gang til live lodtrækningen tirsdag den 4. september kl. 12.00. Der startes med en bowle fyldt med alle Superligaklubberne. Så trækkes rækkefølgen for Superligaklubberne. Herefter en bowle med 1. Division, 2. Division samt Serieklubberne. Første trækning skal så møde den Superligaklub der blev trukket først osv. Hvis vi skal have en chance for at få en andel af de 100.000kr. så skal vi trækkes når alle kampene mod Superligaklubberne er besat. Den 3. runde afvikles fra tirsdag den 19. september til torsdag den 21. september.

OPDATERET 8-AUG-2017:

Så er vi videre til 2. runde efter en flot kamp mod DMI hvor vi vinder 4-1. Kanon holdpræstation hvor Mourad Saidi scorer det første mål. Ercan Demirbas laver herefter to kasser i henholdsvis 1. og 2. halvleg. Et hårdt presset DMI laver selvmål, men viser også gode takter og slutter af med et trøstmål kort før tid. Fair og seværdig kamp som begge hold har stor ære af og hvor der ikke gives et eneste kort. Dommertrioen Christian Hansen, Morten Christoffersen og Frederik Nørup leverede også en fornem præstation. AB går også videre med en 1-4 sejr over Kastrup. Så opgøret over hvem der skal være pokalkonger i Gladsaxe er stadigvæk helt åbent. 2. runde består af de 44 vindere fra 1. runde. Desuden indtræder nr. 1 fra forårets 1. division samt eventuelt øvrige oprykkere (nr. 2 og 3). Tilsidst indtræder nr. 7-13 fra forårets Superliga, dog ikke eventuelle nedrykkere til 1. division (kan være nr. 12 og 13). I alt 52 hold. Live lodtrækning foretages på fredag den 11. august kl. 12.00. Den 2. runde afvikles fra tirsdag den 29. august til torsdag den 31. august.

OPRINDELIG INDLÆG: 

Så kom resultatet af lodtrækningen (26. juli kl. 12:00) til 1. runde af den landsdækkende DBU Pokal. Vi trak Døllefjelde Musse Idrætsforening på hjemmebane, som er nedrykker fra Sjællandsserien. De sluttede sæsonen af med at tabe deres tre sidste kampe mod RB 1906, Slagelse og Næstved, så de skal en tur ned i LF-serien der nok svarer til Serie 1 på vores breddegrader. Kender ikke tidspunktet endnu, men kampene i 1. runde afvikles fra tirsdag den 8. august til torsdag den 10. august.

Desværre trak vi ikke AB da de åbenbart landede i København/Bornholm puljen, selvom det kun er Ring 4 der skiller os ad. Det kunne ellers have været sjovt at møde dem samtidig med fejringen af Værebro Parks 50 års jubilæum til august. På den anden side så slap det hårdt prøvede AB for et nederlag til os og skal i stedet for møde en noget nemmere modstander i form af DS holdet Kastrup på udebane.

I 1. runde af den landsdækkende DBU Pokal deltager 52 hold fra de indledende runder. Desuden medtages 24 hold fra forårets 2. division. Tilsidst medtages forårets 1. divisionshold nr. 2-12, dog ikke den der eventuelt er rykket op i Superligaen (nr. 2 og 3). Fra forårets Superliga deltager nr. 14 samt eventuelle øvrige hold der er rykket ned i 1. division (nr. 12 og 13). I alt 88 hold i 1. runde hvor vi så trak Døllefjelde Musse Idrætsforening. 

Det hele startede med at vi trådte ind i 3. runde af DBU Pokalen under DBU Sjælland, hvor vi mødte Albertslund IF på udebane tirsdag den 16. maj kl. 19:00. Albertslund lå på en suveræn førsteplads i en af Serie 2 puljerne så sandsynligvis en besværlig modstander. Det blev til en kneben sejr på 0-1 over et godt kæmpende hold, hvor Mourad scorede det enlige mål. Vi må nok indrømme at det ikke var en mindeværdig indsats af Værebro.

I 4. runde kom der nye hold til fra SS og DS. Lodtrækningen medførte at vi skulle møde Allerød (lå nr. 5 i SS) på hjemmebane den 30. maj kl. 19:00. Allerød scorede til 1-0, men heldigvis udlignede drengene allerede et minut efter til 1-1 ved Ercan. Brian fik gult kort i det 43. minut. At spille 10 mand har nu aldrig slået os ud og selvfølgelig scorer Ercan til 2-1 i det 50. minut. Kort efter kom Brian ind igen så vi var fuldtallige. I det 79. minut lukker og slukker Orhan for Allerød's pokaldrømme med en scoring til 3-1. I denne runde tabte Gladsaxe-Hero til DS holdet LSF, men de kæmpede også med ryggen mod muren for at undgå nedrykning i Serie 1 så fokus har sikkert været der.

Så var det videre til 5. runde og denne gang trak vi DS holdet Stenløse (nr. 8 i tabellen). Poooha mon det var en for stor mundfuld for drengene. Men al tvivl blev gjort til skamme da Stenløse blev sendt hjem med et nederlag på 2-0 efter en flot disciplineret indsats. Målene blev scoret af Røde og Mourad.

Tilsidst, men absolut ikke mindst, en stor tak til vores sponsorer for deres støtte!

 

 

 

Luk